• Russisk krigsblogger lægger ikke fingre imellem: Vores militære tilstedeværelse »hænger i en tynd tråd«

    Источник: BDK Borsnyt / 09 дек 2024 03:34:45   America/Chicago

    Ruslands magt i Mellemøsten smuldrer lige nu, og fremtiden for Kremls eneste større fly- og flådebaser i Middelhavsområdet er kastet ud i uvished. De syriske oprørsstyrker har ikke bare taget kontrollen over Syriens hovedstad Damaskus og sendt diktatoren Bashar al-Assad på flugt til Moskva. De er også rykket ind i byerne Jableh og Tartus, som Ruslands Khmeimim-luftbase og Tartus-flådebase er placeret tæt på. Assad-regimets hurtige kollaps har kastet Rusland ud i en krise i forsøget på at holde fast i dets baser i regionen, og søndag aften kunne alvoren aflæses hos de russiske militærbloggere: »Klokken 19.00 kan vi desværre drage skuffende konklusioner: Ruslands militære tilstedeværelse i Mellemøsten hænger i en tynd tråd,« lød det fra Rybar, en af de mest kendte krigsbloggere. Fremtiden for baserne er usikker, men ikke afgjort, som Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Simon Kruse, skrev søndag. Anonyme kilder har fortalt det statslige nyhedsbureau TASS, at uspecificerede syriske oprørsledere har »garanteret sikkerhed til de russiske baser og diplomatiske institutioner i Syrien«, men vi mangler fortsat at se de konkrete detaljer af en sådan mulig aftale. Nu hævder den russiske militærblogger Flightbomber, at både »fly og besætninger« er klar til evakuering: De første letter fra Syrien mandag, lyder det. Rygterne svirrer Byen Jableh, som oprørsstyrkerne nu har taget kontrollen over, huser et russisk checkpoint til Khmeimim-luftbasen. Søndag aften »kørte oprørerne op til kontrolposten, skød i vejret og forlod stedet«, hævder krigsbloggeren Flightbomber, som menes at være tæt på Ruslands luftvåben. De russiske styrker er altså fortsat stationeret på luftbasen Khmeimim, og de har »ikke været i ildkamp med oprørerne«, siger en kilde ifølge det uafhængige russiske medie Meduza. Natten er forløbet »stille og roligt« på begge baser, hævder Flightbomber og tilføjer, at evakueringer vil begynde mandag. Andre russiske militærbloggere og Ukraines militære efterretningstjeneste, HUR, hævder, at de russiske styrker allerede er ved at evakuere skibe fra Tartus-flådebasen og militært udstyr fra Khmeimim-luftbasen. De russiske styrker vil samtidig blive trukket ud af landet, lyder det ifølge Meduza. Nogle OSINT-analytikere har på baggrund af satellitbilleder noteret, at seks russiske flådefartøjer ikke befinder sig på Tartus-flådebasen længere, men Ruslands forsvarsministerium har tidligere udtalt, at disse skibe er taget på øvelser i Middelhavet. »Der går mange rygter om, at Rusland er ved at evakuere sine baser i Tartus og Khmeimim i Syrien, men det meste materiel er der fortsat,« siger Dara Massicot, som er en anerkendt seniorforsker ved tænketanken Carnegie Russia Eurasia Center. »Hvis der sker en evakuering, vil det være tydeligt,« skriver hun i en længere tråd på X: Per 7. december er de fleste russiske flådefartøjer fortsat til stede i eller i nærheden af havnen i Tartus, og disse skibe kan ikke bare vende tilbage til Sortehavet, fordi Tyrkiet har lukket stræder i henhold til Montreux-konventionen. Og der skal også gives tilladelser fra forskellige lande, hvis russiske krigsfly skal flyve gennem luftrum på vej tilbage til Rusland, lyder det. Spørgsmålet er nu, hvad Rusland har i sinde at gøre: Vil det forsøge at holde fast i sine baser ved at indgå nye aftaler, eller vil Kreml håbe på at kunne trække alt tilbage og miste dets magtposition i regionen? »Et muligt tab af flådebasen i Tartus i Syrien vil være et markant slag for Ruslands mulighed for at understøtte kampgrupper i Afrika,« skriver Berlingskes Simon Kruse. Tyrkiet annoncerede søndag, at man vil mødes med russiske og iranske diplomater mandag. https://www.berlingske.dk/internationalt/russisk-krigsblogger-laegger-ikke-fingre-imellem-vores-militaere
Опубликовать